Måske har du fået besked om, at du skal starte på en ny skole – Hjortholmskolen. Vi vil rigtig gerne byde dig hjerteligt velkommen!
Når man skal begynde på noget nyt, er det helt almindeligt, at man kan føle usikkerhed. Man kan være bekymret over, om man kan klare det, om man kan få venner, om de nye voksne er nogen, man kan lide, og om man på nogen måde kan mestre opgaven med at starte på en ny skole.
Dine nye skolekammerater har mange af de samme slags oplevelser, som du måske har. Måske har det været svært at rumme den almindelige skole, måske er du på et tidspunkt stoppet med at kunne gå i skole, eller du har været stresset over at gå i skole. Det kender mange børn her på Hjortholmskolen. Mange børn og unge, der går i skole her, har følt sig anderledes eller udenfor. På Hjortholmskolen har de fleste børn autisme, ADHD, Tourettes syndrom, angst eller andre udfordringer, der gør, at de har brug for en anden slags skole. Alle børn er forskellige, og på vores skole er der plads til at være, som man er.
Skoledagen på Hjortholmskolen er lidt anderledes end det, du måske har prøvet før. Der er færre elever i klasserne og flere voksne til at hjælpe og støtte gennem dagen. Man kan holde pauser fra fællesskabet, fordybe sig i sine interesser eller komme udenfor, hvis man har brug for det. I frikvarterer og pauser er der også aktiviteter man kan være med i, og der er altid flere voksne med.
Vi håber, at vi sammen med dig og din familie kan finde en måde, som gør det rart og trygt for dig at gå i skole. Vi glæder os til at lære dig at kende!