Spor 1

På Spor 1 går elever fra 0.–5. klassetrin. Børnene placeres i det team, der passer bedst til dem, med udgangspunkt i alder og funktionsniveau.

Hvordan et barn bedst opstartes i indskoling/mellemtrin, er en fleksibel vurdering på individuelt plan, hvor vi finder den løsning i samarbejde med forældrene, som alle omkring barnet vurderer giver de bedste forudsætninger for en god skolestart.Den første tid går derfor ofte med at afklare barnets potentialer og lære det at kende i tæt samarbejde med familien. Nogle børn starter med en længere afstressningsperiode med mere skærmning og en gradvis optrapning af skoletid, mens andre hurtigere kan indgå i den daglige struktur.

Vi søger at skabe en ydre stillladsering omkring barnet, som vi gradvist arbejder på, skal blive til en indre stilladsering. Støtten skal altså over tid blive nye strategier barnet selv kan benytte til at regulere følelser og fx danne overblik og mening. Vi bruger fx piktogrammer, ure med visuelle tidsangivelser, sociale historier, individuelle aftaler, måltrapper og meget andet som støtteredskaber. Derudover har alle vores elever behov for nær voksenkontakt, tæt guidning og en anerkendende tilgang, hvor man har lov til at fejle og prøve igen. Vi tilpasser behovet for visuel støtte og struktur til den enkelte, og arbejder med at gøre stilladseringen internaliseret, så barnets behov for ydre struktur mindskes over tid.

Den daglige undervisning indeholder ikke kun de traditionelle skolefag, men også praktiske opgaver, der støtter barnet i at blive selvhjulpen. Vi følger fagrækken for folkeskolen og underviser også i et bredt undervisningsbegreb med fx fokus på læringsaktiviteter af mere kreativ og praktisk karakter. Børns leg danner grundlag for størstedelen af de sociale kompetencer, man skal have med sig i ungdoms- og voksenlivet, og derfor er det for vores målgruppe lige så vigtigt at bygge en hule med en voksen og et andet barn som at lære tabeller.

I pauser og frikvarterer er der også høj grad af nærvær fra personalet, som både laver aktiviteter med eleverne (fx gemmeleg, stopdans, sæbebobler mm.), og er tæt på børnene på legepladsen.

Indskolingen/mellemtrinnet på Hjortholmskolen kan ses som en lang træningsbane i at forstå, hvad det vil sige at gå i skole, hvordan man som individ kan gå i skole, og hvilke behov man har for at kunne indgå i en form for skolestruktur.

Senest opdateret 24-02-2026