Spor Plus

Spor plus på Hjortholmskolen består af elever fra 0-10 klasse, organiseret i for nuværende 3 teams.

Elever i Spor plus møder ofte verden i et forhøjet alarmberedskab. 
Mange kommer fra skoleforløb der ikke er lykkedes, hvilket har resulteret i skolefravær, psykisk sårbarhed og en svækket tilknytning til skolen. 
Succesoplevelserne har været få, og følelsen af ikke at høre til har øget deres stressniveau markant. For eleverne betyder det, at reaktioner som kæmp, frys eller flugt bliver dominerende. I hverdagen kan det komme til udtryk som udadreagerende adfærd, tilbagetrækning eller selvskade, særligt når de møder krav udefra.

I Spor plus arbejder vi med en bred forståelse af begrebet ”krav”. Krav handler ikke kun om at være klar til undervisning på et bestemt tidspunkt. Et krav opstår i enhver situation, hvor omverdenen forventer noget – også selv små eller indirekte forventninger kan trigge en kravafvisende reaktion.

Derfor arbejder vi ikke med faste skemaer, som eleverne skal passe ind i. I stedet har vi et grundskema, der kører konstant og uafhængigt af den enkelte elev. Eleverne kan ”melde sig ind i” aktiviteterne, når der er overskud, motivation og en tryg relation på plads. På den måde skaber vi rammer, der tager højde for elevens stressniveau og giver mulighed for gradvist at genopbygge trivsel og læringsparathed. Der er fokus på at udvikle personlige, sociale og faglige kompetencer - oftest i nævnte rækkefølge.

I Spor Plus kommer de fleste elever med lav skole tilknytning, og ofte møder vi dem første gang i hjemmet, og bygger derfra en relation til personalet, og en gradvis tilknytning til skolen. 

Senest opdateret 10-03-2026